Søg et mindre tilskud til kultur

Planlægger du at afvikle et kulturarrangement i år, kan du ansøge om tilskud under 25.000 kr. fra Odense Kommunes kulturpulje.

Kontaktinformation

Få hjælp til selvbetjening

24 63 75 23

Kontakt vedr. Kulturpuljen

Mail: stoettetilkulturen@odense.dk

Åbningstider for telefonisk henvendelse

Digital post

Kulturpuljen

Ved Odense Kommunes Kulturpulje søger du om tilskud til at skabe en kulturoplevelse for odenseanerne.

Hvad kan der søges om tilskud til?

Kulturaktiviteten skal påbegyndes i indeværende år, foregå inden for Odense Kommunes grænser og have offentlig adgang. Der kan enten være gratis adgang eller opkræves entré.

Det er inden for puljens formål at understøtte både unikke projekter og årligt tilbagevendende begivenheder.

Læs også, hvilke formål, der ikke gives tilskud til.

Er musik den primære aktivitet i dit projekt, kan du i stedet søge tilskud fra Musikpuljen.

 

Hvem kan søge tilskud til kulturarrangementer?

Institutioner, foreninger og grupper af personer såvel som enkeltpersoner kan søge om tilskud. Institutioner, der allerede modtager offentlige tilskud, skal redegøre for, hvordan aktiviteten rækker udover den ordinære drift.

I referaterne fra By- og Kulturudvalgets møder, kan du læse hvilke ansøgere, der har fået tilsagn eller afslag fra kulturpuljen.

Kulturkontaktens facebookside har vi siden 2016 samlet alle de events, som har fået tilskud. Listen bliver opdateret løbende.

 

Hvordan søger man kulturpuljen?

Mød os personligt i Kulturkontakten og ansøg mundtligt eller send en hurtig ansøgning i vores webformular og vedhæft fotos, tegninger, video, lyd, tekst, tal, powerpoints eller hvad du helst vil bruge til at formidle dit projekt.

Mundtlige ansøgninger bliver modtaget af to kulturkonsulenter fra Odense Kommune, der har til opgave at hjælpe med, at alle de vigtige informationer om dig og dit projekt kommer med i ansøgningen. Kulturkonsulenterne vil rådgive dig om puljerne og ansøgningsprocessen, så du ikke spilder tid på at ansøge, hvis dit projekt falder helt uden for rammen af, hvad puljerne kan støtte.

Din ansøgning bør omfatte det samlede projekt, og ikke blot de enkelte dele af projektet, hvor du har et finansieringsbehov.

Vi anbefaler desuden, at du bruger Kulturpuljens budget- og regnskabsskema til din ansøgning.

Ansøgninger behandles hver torsdag (uden for ferier), og du får derefter svar inden for 7 dage. Det anbefales, at du ansøger om tilskud minimum 4 uger før arrangementet finder sted.

Hvordan vurderes ansøgningen, og hvad lægger der vægt på?

Odense Kommunes kulturkonsulenter vurderer ansøgningerne med udgangspunkt i Odense Kommunes kulturpolitik.

Ved prioriteringen af kulturpuljens midler vil der blive lagt vægt på:

  • I hvilken grad projektet understøtter Odense Kommunes kulturpolitik, herunder Kulturpolitikkens fire indsatsområder:
    • Synlighed
    • Udvikling i samarbejde
    • Urban stemning
    • #VildOdense
  • I hvilken grad ansøger kan påvise medfinansiering ved fx entréindtægter, samarbejdspartnere, sponsorater og tilskud fra andre puljer og fonde.
  • I hvilken grad ansøger kan sandsynliggøre, at projektet er realiserbart
  • I hvilken grad kulturoplevelsen vurderes at være attraktiv og tilgængelig for det odenseanske publikum.
  • At der ved tilbagevendende arrangementer sker udvikling og fornyelse af arrangementet fra år til år.

Der er ingen garanti for, at der kan opnås støtte fra Odense Kommunes puljer - hverken et eller flere år i træk.

 

Disse formål giver der ikke støtte til

  • aktiviteter, der er gennemført inden fremsendelse af ansøgningen
  • studierejser og ophold
  • udgivelser af bøger, kataloger, app's, hjemmesider og lignende
  • indspilning af plader, cd'er, videofilm, 3D-animation og lignende
  • undervisnings-, møde- og foredragsvirksomhed
  • drifts- og etableringsudgifter
  • aktiviteter, der er omfattet af drifts-, aktivitets- eller operatøraftale mellem sted/arrangør og Odense Kommune
  • aktiviteter, der normalt kan henføres til en kommunal forvaltning
  • egentlige kommercielle aktiviteter
  • religiøse eller politiske arrangementer
  • musikformål (se i stedet "Søg tilskud til musikarrangementer")

Det falder således inden for puljens formål at støtte fx markedsføring af arrangementet, lejeudgifter til lokale eller areal og ansøgers eget honorar.

Er du i tvivl om din aktivitet falder inden for kulturpuljens formål, så er du velkommen til at spørge på mail stoettetilkulturen@odense.dk eller møde personligt op i Kulturkontaktens åbningstid.

 

Hvor kan der søges ekstern medfinansiering?

Odense Kommune prioriterer at støtte projekter, der også kan påvise medfinansiering i et større omfang. Kulturkontakten kan give dig vejledning til at søge lokale og nationale puljer, fonde og legater samt sponsorater og donationer fra private erhvervsdrivende. Læs mere om fundraising til kultur her.

 

Når du har ansøgt

Du får svar på din ansøgning senest om torsdagen en uge efter du har indsendt den. Svaret på ansøgningen bliver sendt til email-adressen, der er oplyst i ansøgningen, og med Digital Post til den konto, som er tilknyttet det CVR-nummer/CPR-nummer, som er oplyst på ansøgningen.

Læs hvordan du opretter Digital Post til din forening/virksomhed.

Har I fået en bevilling, fremgår beløb og vilkår af bevillingsskrivelsen.

Hvis der sker større ændringer i projektet i forhold til det oplyste i ansøgningen, skal det straks meddeles Odense Kommune, Kultursekretariatet. Det kan fx dreje sig om omfanget, indholdet eller tidspunktet for publikumsoplevelsen. Vurderes det, at der er tale om væsentlige ændringer, forbeholder vi os retten til at regulere i det bevilgede beløb.

Alle der får bevilget tilskud fra Kulturpuljen skal oprette arrangementet på oplev.odense.dk og Facebook og desuden benytte Odense Kommunes logo i markedsføringen.

 

Udbetaling af tilskud

Tilskud gives enten som kontant tilskud eller som underskudsgaranti. Kontant tilskud kan udbetales forud for arrangementet. Underskudsgaranti udbetales efter arrangementet har fundet sted og under forudsætning af, at arrangementet kan dokumentere et underskud.

Tilskud udbetales til den NEM-konto, der er tilknyttet det CVR/CPR-nummer, som ansøger har oplyst.

Ansøgeren er selv forpligtet til at sikre, at tilskuddet udbetales i indeværende regnskabsår. For at tilskuddet kan udbetales, skal ansøgeren kontakte Odense Kommune, Kultursekretariatet senest 15. december. Sker dette ikke, bortfalder tilskuddet.

 

Krav til afrapportering

Senest 3 måneder efter projektets afslutning skal der afrapporteres for tilskuddets anvendelse til Odense Kommune. I afrapporteringen skal vi se, at tilskuddet er anvendt til det angivne formål, og at øvrige forudsætninger og vilkår for tilskuddet er opfyldt. Desuden ønsker vi at læse om de erfaringer, I har gjort jer, og om projektet har levet op til jeres forventninger.

Afrapporteringen skal indsendes gennem puljens digitale formular til afrapportering. I vil bl.a. blive bedt op at oplyse samlet publikumstal, regnskabssum og link til facebook-begivenhed samt vedhæfte et foto.

Vi anbefaler, at du forbereder tekster og bilag, inden du udfylder formularen.

 

Nyttige links:

Opdateret 08-07-2016

By- og Kulturforvaltningen